onsdag den 11. marts 2015

Forårstur til Årslev Engsø

Der kigges efter havørn

Årets anden kulttur gik til Årslev engsø. Cirka 20 friske kult-medlemmer var troppet op, på en noget kold og overskyet marts morgen. Vi havde håbet på det helt sublime forårsvejr og snak om citronsommerfugl og humlebier havde været på tapettet inden. Det blev der så ikke noget af! Men for at få succes havde vi valgt at fokusere på ænderne.
Årslev Engsø er altid leveringsdygtig i mange andearter. Vi tog da også de første 3 arter fra p-pladsen. Krikand, pibeand og gråand.
Ude ved pumpehuset som nu er omdannet til fugletårn fik vi taffeland, troldand, stor skallesluger og hvinand i bogen.
Det blev også til lidt botanik og der blev artsbestemt lidt dunhammer og fundet blomstrende følfod. Jens Thorving fandt tilspidset malermusling, lille foldsnegl og brakvandshjertemusling i Århus å.
Længere ude fik vi lille skallesluger, gravand, knarand, spidsand.
Den sidste tredjedel af ud turen var folk efterhånden gennemfrosne og det var derfor rart at komme over på den modsatte side og gå i læ. Hyperenergiske Jens Thorving ombord i flis og dødt ved, mens vi andre scannede søen. Vi ventede på en havørn eller en vandrefalk, men trods opklaring udeblev de.
Jens nuppede lige et par insekter bla, valsehjort, kornet løber og smaltæge. Kudos!!
Valsehjort


Det sidste stykke omkring søen går en stor omvej uden om Constantinsborg, her opløste feltet sig og mange vendte hjem mens nogen blev hængende. I Brabrand søens vestende sluttede vi af med et par blisgæs.
En gennemført grå og kold marts dag, men det holdt tørt!
Tak til alle deltagere for en kanon tur!! Det er virkeligt fedt at så mange kommer og deltager i turene.
Følgende kommer en liste over arter på dagen, plus minus et par arter:

  1. Grågås
  2. Pibeand
  3. Krikand
  4. Hvinand
  5. Lille skallesluger
  6. Spidsand
  7. Rørspurv
  8. Grønirisk
  9. Stillits
  10. Bogfinke
  11. Toppet lappedykker
  12. Lille lappedykker
  13. Gærdesmutte
  14. Sjagger
  15. Vindrossel
  16. Solsort
  17. Allike
  18. Råge
  19. Træløber
  20. Husskade
  21. Blishøne
  22. Gråkrage
  23. Musvit
  24. Stær
  25. Stormmåge
  26. Ringdue
  27. Musvåge
  28. Tårnfalk
  29. Sanglærke
  30. Sanglærke
  31. Knarand
  32. Blisgås
  33. Troldand
  34. Svartbag
  35. Hættemåge
  36. Sølvmåge
  37. Gravand
  38. Knarand
  39. Spidsand
  40. Taffeland
  41. Grågås
  42. Gråand
  43. Skarv
  44. Tilspidset malermusling
  45. Almindelig væggelav
  46. Rød tvetand
  47. Erantis
  48. Valsehjort
  49. Brakvandhjertemuslig
  50. Lille foldsnegl
  51. Lundsnegl
  52. Havesnegl
  53. Følfod
  54. Smaltæge
  55. Stor regnorm
  56. Jordskolopender
  57. Stor nælde
  58. Glat vejbred
  59. Lodden dueurt
  60. Bredbladet dunhammer
  61. Almindelig hyld
  62. Løgkarse
  63. Vintergæk
  64. Almindelig engelsød
  65. Agatugle
  66. Syvplettet mariehøne
  67. Kardinalbille
  68. Stor sortsmælder


mandag den 2. marts 2015

Kulttur til Grenå og Aarhus havn, lørdag d. 21/2

Kl. 7 drog 14 gode biologer afsted fra Biologiens hus. Kursen var sat, og Grenå havn var målet. Humøret var højt fra start, og der blev ”drive-by-observeret” fra bilerne på vejen. Midt på Djursland var tågen tyk og sigten nede på 80 m. Det tog toppen af humøret, men en tur forbi Havnebageren i Grenå og det friske sus fra Kattegat rettede op på den sag.
Første lokalitet var et lille bynært vandhul i Grenå. Her så vi til alles overraskelse isfugl aka. Det Blå Kuglelyn. Isfuglen flyver nemlig med en sådan hast, at det eneste det menneskelige øje opfatter en lille isblå kugle. Desuden så vi 25+ gråænder, 3 grågæs og en skare af hættemåger i vinterdragt.
Næste stop var Havnebageren igen, da manden bag rettet i bussen (hvilken idiot!) havde glemt at proviantere ordentligt.
Derefter tog vi ud på færgemolen. Vi gik forbi Varbergfærgen og ud på molen. Her så vi bl.a. svartbag, skarv, havlit, sortgrå ryle, havbænkebider, sortand og ederfugl. Det var sager! Den ellers lidet smukke skarv var hoppet i yngledragten med hvid lårplet og hvid nakke. Havlitten ses ikke hver dag, da den normalt ligger ude på det åbne vand væk fra kysten. Dette er paradoksalt, da den er en af de almindeligste andefugle i verden. Sortanden er, ligesom havlitten, vintergæst fra nordligere egne. Hannen er helt sort med gult næb – meget karakteristisk. Sortgrå ryle er fed! Det er den vadefugl, som overvintre længst mod nord – så langt oppe som Sydvestgrønland og Island! Fælles for de ”HIT-fugle” vi så på turen, er de vintergæster fra nordligere egne. Dette er en af grundene til at kigge på fugle om vinteren. Omvendt er Grenå Havn ikke Grønland, selvom de begge starter med G. I en anden kategori, nemlig Storkrebsene, var Havbænkebideren repræsenteret. Et sandt monster af en bænkebider på optil et par centimeter eller mere! Et sjovt faktum er, at den ikke har gæller og kan derfor drukne!
Dernæst kørte vi nord for Grenå til Fornæs. Her så vi forårsbebuderen nummer 1 – sanglærken! Det var rigtig skønt og varmede helt ned i lilletåen. Vi så også gravænder, ederfugle og sortænder. Gravand er vild! Et ordentligt lokum af en and, ja nærmest gåsestørrelse!                       
Desuden lå der en helvedes masse hundelort ved p-pladsen. Det var nærmeste som om, at hele Grenå havde luftede hund på p-pladsen ved Fornæs.
Kursen blev sat mod vest og Århus havn. Her stoppede vi på Østhavnen. Vi så Rødstrubet Lom, der også er en vintergæst. Vi så også Snespurv ligeledes en vintergæst. Snespurven er særligt sej! Det er den nordligst ynglende spurvefugl, og skulle eftersigende være truffet på den geografisk Nordpol! Det er sgu for vildt, at sådan en lille fætter flyver så langt nordpå. Den har jo ikke ligefrem det mest optimale overflade-volumen-forhold. Det var alt. Tak for en god tur.
Artsliste Grenå:
Allike
Ederfugl
Grønbenet rørhøne
Grønirsk
Gravand
Gråand
Grågås
Havlit
Hættemåge
Isfugl
Rødhals
Sanglærke
Skarv
Skovspurv
Skærpiber
Solsort
Sortand
Sortgrå ryle
Stormmåge
Svartbag
Sølvmåge
Havbænkebider

Artsliste Århus:
Rødstrubet lom

Snespurv   

onsdag den 15. oktober 2014

Kultentur til Thy d. 11.-12. oktober 2014

Kultentur til Nationalpark Thy bød på fuglespotning, kronhjorte med brunstbrøl i nattetimerne og fantastiske udsigter over nationalparken, med store kronhjorte.

Nationalpark Thy byder på en helt unik natur i Danmark. Området kan karakteriseres ved stor åbenhed, uberørthed, stilhed og sjældne naturtyper. Der ses i området Lobeliesøer, hvor bl.a. den sjældne plante Tvepibet Lobelie, hører til.

Turen startede en tidlig lørdag morgen i oktober, så vi kunne få så meget ud af dagstimerne som muligt. Første stop i Thy var Lodbjeg Fyr. Herfra var det oplagt at se ud over Vesterhavet fra de høje klitter ved vandet. Her blev bl. a.  observeret næsten 100 trækkende rødstrubet lom og en sandsynlig sortstrubet lom. Det var også ret fedt at opleve mængder af engpibere og enkelte bjergvipstjerter komme indtrækkende. Når småfugle kommer indtrækkende fra havet ved Lodbjerg i vestenvind, betyder det at de er fløjet hele vejen fra det sydlige Norge. Det er en imponerende tur!

Nogle af os fortsatte op i Lodbjerg klitplantage, hvor vi gik på jagt efter edderkopper, løbebiller og rovbiller. Den sjældne og flotte springedderkop Sitticus saltator er tidligere blevet observeret i området, så denne kiggede vi især efter.  Men bl.a. grundet vejrsituationen og de sæsonmæssige forhold blev det mere til svampejagt. Her fandt vi bl.a. mark-champignon og almindelig kantarel, der naturligvis skulle i aftensmaden. Desuden kunne vi se, lige ved siden af fyret, den sjældne og karakteristiske plante Linnæa (Linnaea borealis), opkaldt efter Carl von Linné. Den lå som et lag af langstrakte stængler, med små fine blade, hen over jordbunden.

Ud på eftermiddagen tog vi hen til turens 2. stop; Tved Klitplantage, v. Hanstholm vildtreservat, hvor vi også overnattede. Om aftenen sad vi ved bålet og hørte de brunstige kronhjorte brøle ud over Hanstholm vildtreservat. Naturen i dette område er karakteriseret ved store områder med klitheder, og våde klitlavninger, hvor der ofte ses midlertidige vandhuller. Sådanne områder giver gode muligheder for voksesteder for sjældnere arter af planter. Der blev her fundet Spæd Mælkeurt, samt en violetrandet løber, der havde fået godt fat på en larve, ovenpå en kokasse. Det lykkes os søndag at se fire kronhjorte, der lå i klitheden og slappede af.

Nogle af turens deltagere gik ud til grænsen af det fredede område i vildtreservatet for at se om vi kunne finde lidt flere kronhjorte. Det blev til en stor flok på op mod 100 dyr, heriblandt to store hjorte i voldsom infight. Vi havde også kortvarigt selskab af en trækkende dværgfalk, ligesom hele to vandrefalke kiggede forbi. Desuden hørtes et enkelt kald, som næsten ikke kan have været andet end hvidbrynet løvsanger, men desværre blev fuglen aldrig set, så den kommer ikke på artslisten.

Søndag eftermiddag tog vi et smut forbi Hanstholm fyr med den helt fantastiske udsigt fra 65 meters højde ned over Hanstholm vildtreservat, hvilket sluttede turen rigtig godt af. Nationalpark Thy er en unik uberørt natur i Danmark, som er et must for naturinteresserede og især os biologistuderende at besøge.

En lille artsliste kan ses her: http://goo.gl/Ipte98

onsdag den 17. september 2014

Kultentur til Gedser Fuglestation d. 12.-14. september 2014

Fredag eftermiddag d. 12. september. Fuglenes efterårstræk er på sit højeste. Trækket bliver næppe mere artsrigt og varieret end det er medio september. Alle vil syd på: Rovfugle, traner, finker, lommer, ænder, sangere you name it. De vil alle sammen på vinterferie.
Fuglene er ikke så glade for at flyve over vand, så de forsøger at blive så længe over land som overhovedet muligt. Det gør sydvendte pynter ideele til at observere fugletræk. Så hvor kan være bedre end Danmarks sydligste punkt?

Vi ankom til Gedser Fuglestation ud på aftenen efter en meget lang køretur. Vi fik hilst på ringmærker Anders og hans assistent og trainee Andreas, som stod for ringmærkningen mens vi var der. Vi aftalte at gå med rundt på de første runder næste morgen med start en halv time før solopgang. Så vi fik hurtigt stillet de medbragte telte op, så vi kunne komme i seng. Hvis ikke det altså var for stationslederen Hans Lind, som havde stillet op med lyslokningsgrej, så vi også kunne få nørdet lidt natsommerfugle - præcis som vi gjorde tre år tidligere ved Kultens seneste besøg i Gedser. Han husker godt, ham Hans!

Natten forløb i god ro og orden. De var rigtig mange fugle i haven næste morgen. Primært fuglekonger, gransangere og løvsangere, men også gærdesmutter og munke røg i nettene. Efter et par runder var det stilnet lidt af og vi fik tid til at kigge nærmere på de fugle der blev fanget. Det betød at vi fik set fine eksempler på indskæringer på svingfjer, spidse halefjer, farve på dækfjerspidser, fældningsgrænser og alle de andre ting man kan studere når man står med fuglene i hånden og som er så vigtige for bestemmelsen af art, køn og alder på fuglene.

På en af runderne sidder der en tre-fire sangere i et af havens mange net. Ved første øjekast ligner det tre gransangere og en løvsanger. Men hvad er nu det? Den ene fugl kalder mærkeligt. Og hvorfor har den vingebånd? Det er de tanker der drøner gennem hovedet på Anders (ringmærkeren), da han kommer til fugl nummer tre. En fugl, som Sebastian (deltager på turen og ringmærkningsaspirant) fik på sin liste over håndterede arter. Fedt! "Det er squ da en lundsanger" lyder det pludselig fra Anders. En melding der indbyder til lige dele glæde og panik (hvor er det kamera?!?!). Ny art for de fleste, kun fjerde fund i Gedser og første fugl fanget om efteråret. Et vaskeægte hit! Fuglen blev forsynet med en ring, målt og vejet efter alle kunstens regler og vist frem til glæde for turens deltagere. Fed fugl og uden tvivl dagens og turens højdepunkt! Meget federe end den rødstrubede piber der var trukket over haven en halv time tidligere.

Resten af formiddagen foregik helt ude på Odden hvor vi fik set lidt kjover, lommer, ænder og to fede rovterner. Mens dette stod på var der fuld gang i finketrækket over stationshaven og odden. Op mod 4500 bogfinker på en formiddag! Eftermiddagen blev brugt ved vådområdet Bøtø Nor hvor artslisten blev prydet med arter som trane og vandrefalk.

Lørdag aften gik med at nørde natsommerfugle og det kastede mindst et rigtig godt fund af sig. Nemlig natsommerfuglen det hvide L (Mythimna l-album). Arten er kun kendt fra den østlige del af landet hvortil den indvandrede for relativt nylig. Den betragtes som sjælden i Danmark, så det var et dejligt kræ at få på artslisten.

Natten til søndag havde vejrudsigten truet med skybrud og jeg skal da ellers nok lige love for at den fik ret! I timerne fra 2-4 om natten regnede og tordnede det så meget at vi ikke fik sovet ret meget i vores telte. Men de bestod prøven og alle kom tørre igennem natten. Søndag gik også med ringmærkning og trækobs fra odden, men uden de helt store hits. Dagens bedste fugl var en ringmærket rødrygget tornskade.

Som altid på Kultens ture blev der også lavet andet end at kigge på fugle og natsommerfugle. Især Monica tog ansvar for at få andre dyregrupper på artslisten. Godt arbejde!

Til slut skal der lyde en stor tak til Gedser Fuglestation for det fantastiske arbejde med fuglene og for at lade os bo i stationshaven til en aldeles rimelig pris. Vi vender tilbage!                                                                                                                                                                        
Artslisten er et udtræk fra DOFbasen fra de to dage vi havde dernede: http://goo.gl/ShkJAa, samt et par udtræk fra fugleognatur.dk: http://goo.gl/qaj4yK, http://goo.gl/iuNyC7og http://goo.gl/DnY2vd

tirsdag den 20. maj 2014

Kultentur til Stagsrode Skov -søndag d. 18. maj 2014

Kultentur til Stagsrode Skov - søndag d. 18. maj 2014

Operation euphrosyne - sådan hed turen. Den blev arrangeret som et samarbejde mellem Kulten og Naturhistorisk Museum Aarhus. Formålet med turen var at forsøge, at genfinde arten rødlig perlemorsommerfugl (Boloria euphrosyne) i skovene på nordsiden af Vejle Fjord. Arten var senest observeret her i 2006 og området var dens sidste kendte levested i Jylland. Derfor ville et genfund af arten være en rigtig god nyhed!

Omkring 10-12 personer (incl. os fra Kulten) var mødt op for at deltage i eftersøgningen. Arten er knyttet til skovlysninger med violer og gode nektarplanter, især krybende læbeløs. Så taktikken var at gå langs skovvejene og tjekke alle lysninger grundigt. Desværre var der ikke ret mange lysninger i skovene og dem der var, var ofte groet til i brombær og andet krat og dermed ikke rigtig egnede levesteder for rødlig perlemorsommerfugl. 

Efter nogle timers eftersøgningen gav op og vi må nok desværre konstatere, at rødlig perlemorsommerfugl vitterlig er uddød fra Jylland.

Som et plaster på såret kørte vi forbi et rigtig fedt stykke af skoven på vej hjem. På det stykke står der masser af den sjældne orkide stor gøgeurt. En virkelig smuk plante, som fik humøret lidt op igen.


søndag den 27. april 2014

Kultentur til Mols - lørdag d. 26. april 2014

Kultentur til Mols - lørdag d. 26. april 2014

I anledning af Forksningens Døgn d. 26. april 2014 afholdt Naturhistorisk Museum Aarhus en tur til Mols i Kulten skulle med. Turen var delt ind i tre afdelinger og fik det oplagte navn: 3-i-1-tur: fulgesang, vilde bier og rovfugletræk.

Turen startede kl. 0700 ved Molslaboratoriet hvor Morten DD Hansen fra museet ville være guide på en fuglesangtur rundt på arealerne omkring Molslaboratoriet. Men inden turen startede kunne Morten berette om en nordtrækkende fiskeørn ca. kl. 06.40. Når fuglene begynder, at trække så tidligt kan det kun blive en god dag! Og det skulle vise sig, at holde stik. Inden kl. 7.30 var endnu 2 fiskeørne og en vandrefalk  trukket over Molslaboratoriet. Fedt! 

Selve rundtturen kastede 47 arter af sig med en smuk syngende skovsanger, som en personlig favorit. Den smukkeste art i slægten af løvsangere (Phylloscopus).

Rundturen var færdig ved 9-tiden og derefter kørte de fleste til Dragsmur for at se om den lovende start på trækket blev fulgt af en rigtig god trækdag. Vi valgte dog, at bruge 10 min på at finde Mariehøneedderkop inden vi kørte afsted. Det skulle vise sig, at være en rigtig dårlig idé! Vi fandt nemlig ikke edderkoppen. Det var sikkert for tidligt på dagen. Men det var ikke for tidligt på dagen til en rigtig ønskeart på fuglefronten - steppehøg! Dem der kørte direkte fra Molslab til Dragsmur fik set et smukt eksemplar af en voksen han, mens os andre kom fem minutter for sent. Pokkers!

Men der skulle heldigvis mere til at ødelægge dagen. Den skulle nemlig vise sig at blive legendarisk. Luften var tyk af engpibere og landsvaler med hhv. 4000 og 500 stk. trækkende mod nord. Meget stemningsfuldt!

Men turen var jo en 3-i-1-tur, så flere af turens deltagere kørte til Lushage for at se sjældne bier. De fleste blev på Dragsmur og nød det, efter østjydske standarter, fremragende fugletræk. 

Dagen endte med ny Dragsmur-rekord i spurvehøge med 77 trækkende fugle. Sejt! Derudover 5 fiskeørne, 27 tårnfalke, 1 vandrefalk, 1 lækker lærkefalk, 8 dværgfalke, 17 traner og alt mulig andet. Det er forårstræk når det er bedst!

Arstlister:
Fra DOF-basen: http://bit.ly/1kDeZI7

Fra fugleognatur: http://bit.ly/1joUSTe

lørdag den 19. april 2014

Kultentur til Samsø - Onsdag d. 16. - torsdag d. 17. april 2014

Kultentur til Samsø - Onsdag d. 16. - torsdag d. 17. april 2014

"Påskeferie midt i april! Lad os så komme i felten!"

Men hvor tager man hen i det tidlige forår? Et sted med fugle, blomster, biller og alt mulig andet. Et godt overdrev med varme sydvendte skråninger. Nordby Bakker på Samsø.

I april blomstrer kobjælder, kornet stenbræk, vår-gæslingeblomst og hulkravet kodriver. Spurvehøge, musvåger, dværgfalke og fiskeørne trækker mod nord. De tidligste arter af vilde bier samler pollen og nektar i de blomstrende slåen-  og mirabelbuske. Sjældne møgbiller i kolort. Livet er virkelig vendt tilbage efter det lange vinterhi.

Et herligt oplæg til en forhåbentlig herlig tur. Vejret havde været godt i ugerne op til og var også fint på turen. Desværre var det begyndt at blæse en del og især på 2. dagen var der gang i blæsten.

Vi startede turen på Østerhede. Den ligger på østkysten af Samsø, lige der hvor øen er smallest. Heden bød på pænt med småfugle i form af tornirisk, gulspurve, stillitser og sanglærker. Der var ikke mange insekter på heden, men dem der var fremme var interessante. En af turens deltagere fandt en tæge, som efter beskrivelsen sandsynligvis er en stregtæge. En art der aldrig tidligere er registreret på øen. Spændende! Desværre blev tægen aldrig genfundet og dermed ikke sikkert bestemt.

Næste stop på turen var den nordligste del af Nordby Bakker. Her skulle der tjekkes bier, obses lidt fugletræk og registreres alt i blomstrende planter. Kornet stenbræk, vår-gæslingeblomst, flipkrave og vår-star stod i fuldt flor, mens bierne summede omkring i buskene med den halvstore rødpelset jordbi, som den mest iøjnefaldende art. 22 musvåger, en lille håndfuld spurvehøge, lidt rørhøge og en del småfugle trak mod nord med kurs mod Helgenæs 12 km væk på den anden side af vandet.

Pludselig dukkede to af turens deltagere op med et lille glas med et par dyr i. Ved nærmere inspektion viste det sig at være han og hun af stregtæge i parring. Fedt! Så lykkedes det alligevel at få en sikker bestemmelse af de meget sjældne tæger. Ny art for Samsø! Og så oveni købet en art, som har været i tilbagegang i mange år. Det giver lige stemningen et ekstra løft.

Torsdagen bød på vandringer langs den meget kuperede vestkyst på den nordlige del af øen. Målet var møgbiller, så der blev vendt utallige kolorte. Ret hurtigt stod det klart, at vi var for tidligt ude til at finde det helt store hit - månetorbist. Men heldigvis var der en masse andet at komme efter med arten stor møggraver, som det bedste fund. Derudvoer skal vi også nævne et fund af ca. 30 larvespind fra sommerfuglen okkergul pletvinge. Herligt at se dem efter det katastrofale år for arten i 2013.

Dagen bød i øvrigt på få, men gode fugle. Vandrefalk, tårnfalk, dværgfalk, rørhøge, spurvehøge, landsvaler og lidt andre småfugle.

Færgen sejlede fra Samsø ud på aftenen og markerede afslutningen på et par gode dage på øen.

Artsliste fra fugleognatur: http://bit.ly/1myjx6D