tirsdag den 27. april 2010

Årets første Kultentur til Rønbjerg og omegn

Årets feltsæson i Kultenregi blev i weekenden skudt igang med et brag. Lørdag startede vi ud på Ulbjerg klint, hvor opret kobjælde blomstrede i rå mængder. Vi havde høj solskin fra morgenen af, så forholdene var ideelle. Ud over at vi fik set kobjælden som vi var kommet efter, så kastede klinten også en hel del andet af sig. Mark-bynke, kornet stenbræk, engkabbeleje, agerhøns, ræv og tornirisk bare for at nævne nogle få stykker. 
Efter et par timer ved Ulbjerg smuttede vi til Vilsted sø og fik indtaget frokosten, mens vi holdte udkig efter hvidøjet and, der for nogle dage siden var set på lokaliteten. Det lykkedes dog ikke at finde den, men vi fik set fiskeørn, brushane, lille skallesluger, sorthalset lappedykker og masser af ænder og gæs. Et par mudderklire nåede vi også at få med inden vi fortsatte mod Vejlerne i håbet om at finde jagtfalk. 
Der var tæt befolket ved Bygholm vejle, da vi ankom. En hel busfuld sjællændere havde taget opstilling med teleskoper, kamera og hele pivtøjet. Det lykkedes os at få smidt bussen og pakket kikkerterne frem. Vi havde ikke mere end lige fået sat benene på jorden, før en ivrig ornitolog kom og berettede at jagtfalken sad på sin pæl. Det var sgu fedt endelig at få set den. En del af os kunne sætte et velfortjent kryds ved verdens største falk - imponerende fugl! Der blev mere roligt da bussen var dampet af og vi fik krydset lidt andre fugle af også. Rødben, stor præstekrave, trane fik vi med inden vi fortsatte til Han vejle. Vi havde egentlig sat næsen op efter nogle skægmejser på foto-afstand, men helt så godt gik det dog ikke. Men det kunne nu ikke pille ved at stoppet her også var det hele værd. Vi fik hørt rørdrum og fik set en del rørhøge. To traner trak over lige inden vi satte os i bussen igen, så alt i alt må vi konkludere at afstikkeren til Vejlerne var godt givet ud!
Vi satte kursen mod Marinbiologisk feltstation ved Rønbjerg, men den kurs holdt ikke særlig længe. Det var nemlig ikke lykkedes os at finde vår-potentil ved Ulbjerg klint, så vi måtte jo gøre et nyt forsøg. Et par af deltagerene havde på et feltkursus været på Klim bjerg og mente at her skulle chancerne være gode. Stedet i sig selv er sådan set et besøg værd. Det er et gammelt kalkbrud, der har ligget hen i nogle år og der er ved at være etableret en rig flora af kalkelskende arter. Foråret var ikke kommet helt så langt frem her, så artslisten blev ikke meter lang, men pyt - vi fik vår-potentil på den, så der var ingen sure miner.
Vi var fremme ved feltstationen ved syv-tiden og fik hurtigt flækket noget mad sammen og slugt en kop kaffe eller to. Årets turprogram er jo lagt op efter at vi skal ha’ fundet de fleste af de danske padder, hvilket kræver at vi får krydset nogle stykker på hver tur. Så aftenens mål var at finde strand tudse. Vi havde på forhånd udset os nogle vandhuller umiddelbart bag feltstationen som mulige lokaliteter for tudsen. Desværre fik vi ikke noget ud af vores anstrengelser, ud over en flot solnedgang over Limfjorden.
Efter at ha’ indtastet de vigtigste af dagens observationer på fugleognatur.dk var det tid til lidt aftenhygge inden sengetid. Lidt kage og en bajer satte prikken over i-et for årets første feltdag med Kulten.
Søndag havde kun én lokalitet på programmet - Livø. Færgen afgik først klokken 10, så der var god tid til morgenkaffen og de nybagte boller. Meterologerne havde ramt en anelse ved siden af ved gårdagens vejrmelding, så vi spottede sæler fra færgen i gråvejr, hvilket jo ikke helt var hvad vi havde sat næsen op efter. 
I land på Livø gik vi mod Tappen og fik hurtigt set både hjejler og nok en trane. På strandengen blev der nøglet lidt forårsplanter og kigget efter sæler. Første padde-fund blev lille vandsalamander, hvilket var noget uventet. Der blev skudt en del billeder af salamanderne, samtidig med vi også fandt en butsnudet frø. Så det var da de to første af arterne på årets padde-liste. Efter grundig fotografering af padderne fik vi set et par bomlærker og spottet nogle af øens dådyr inden vi måtte holde frokost pause. Tiden var allerede lidt fremskreden så blev enige om at styre direkte mod nogle små damme, hvor padde faunaen skulle tjekkes mere grundigt efter. 
Der er virkelig nogle fede egekrat på øen, som tog sig rigtig godt i lige netop nu, hvor anemoner, skovsyre og vorterod blomstrede. Så tempoet kom aldrig rigtig i vejret, fordi der hele tiden blev gjort nye stop for at fotografere. Da vi endelig nåede frem til en af dammene kunne vi lettere overraskede konstatere at der var krebseklo i rigelige mængder. I øvrigt var der helt vildt gang i den. Tonsvis af haletudser, frøer, sort mejser og munk, og de første sommerfugle var også fremme. Tiden var nu for alvor ved at løbe fra os, så det var i let løb at vi fik set moshumle, skovfirben og gul engmyre.

  Livø er virkelig en vild lokalitet, der helt sikkert fortjener et nyt besøg senere på sæsonen. Men det må blive på egen hånd. Kulten har jo allerede et stramt program for foråret, med næste tur allerede om to uger. En aftentur til Moesgård efter løvfrø den 11. maj. Hvis du er frisk, så send en tilmelding til biokulten@gmail.com
Kulten takker for en rigtig god tur!
/Claus & Lars