tirsdag den 13. december 2011

Tur til Gedser Fuglestation d. 17.-18. september 2011

Turberetning: Tur til Gedser Fuglestation d. 17.-18. september 2011

Lørdag morgen kl. 8.00 var ni spændte fugletosser klar til at tage på tur. Håbet var at se en masse trækkende rovfugle og til det formål havde vi en aftale med Hans Lind fra Gedser Fuglestation hvor vi havde fået lov til at slå tre telte op i haven for en særdeles fair pris. Men inden vi kom så langt, var vi et smut forbi Stevns Klint.
På rovfuglenes vej fra ynglepladserne i Skandinavien, trækker de via Falsterbo i Sverige og over Øresund til Stevns Klint. Derfor er Stevns Klint et knudepunkt for rovfuglene og et besøg værd. Desværre var vejret koldt og blæsende. Rovfuglene trækker ikke i dårligt vejr, så desværre så vi ikke meget andet end en rørhøg, en tårnfalk, et par spurvehøge og nogle flokke af pibeænder.

Næste stop var et kort besøg ved Stevns Fyr. Heller ikke her havde vi heldet med os, men vi ville se nogle fugle! Derfor kørte vi hurtigt videre mod Bøtø Nor på Falster. Det er et vådområde med mulighed for masser af andefugle og forhåbentlig også lidt rovfugle. Og det var omtrent hvad vi fik. Den største oplevelse ved Bøtø Nor var synet af den, i Danmark, relativt sjældne sølvhejre.

Endnu engang hoppede vi i bilen og denne gang gik turen de sidste ca. 15 km til Gedser. Med på turen var Rune, der er ringmærkningsansvarlig ved Gedser Fuglestation og samme med ham fik vi hurtigt sat nogle net op i stationshaven. Vi ville lige se om vi kunne nå at se lidt fugle inden solen gik ned. En halv time efter at nettene var sat op, gik vi en runde for at tømme dem. Der var gået mellem 10 og 20 fugle i nettene og der var en klar overvægt af rødhalse. Det var meget spændende at se fuglene helt tæt på og at se hvordan ringmærkning foregår.

Vi skulle overnatte i telte, som vi havde fået lov til at slå op i stationshaven. Heldigvis er fuglestationen udstyret med et fint lille køkken, en opholdsstue med brændeovn, computer med internet og en masse andre faciliteter, som stod til fri afbenyttelse. Vi havde også fået lov til at låne Hans Linds rødvinssnore (snore dyppet i 1 del rødvin og 1 del sukker) til lokning af natsommerfugle. Det gav en fin fangst med arter som Det sorte C og Agatugle.

Næste morgen ringede vækkeurene kl. 06.00. På det tidspunkt havde Hans allerede været i gang med at sætte net op i en halv time. Man skal nemlig være tidligt på færde når man skal ringmærke fugle. I løbet af formiddagen blev det til over 50 ringmærkede fugle med rødhals, rødstjert, sangdrossel og gransanger mellem de mærkede arter.  Turens måske største oplevelse var dog fangsten af en ung spurvehøg. En fantastisk fugl! Da spurvehøgen havde fået ring på og var blevet målt og vejet, gik den på omgang mellem alle turens deltagere. Og det var fedt!

Men vi var jo ikke kun kommet for at ringmærke fugle. Vi skulle også helst se om vi kunne finde lidt trækkende rovfugle. Et godt sted til det er på sydspidsen af Danmark, nemlig Gedser Odde. Desværre var vejret ikke med os, men vi så nogle af de mere hårdføre rovfuglearter med et klart overtal af spurvehøge. Et forsigtigt bud på antallet af spurvehøge må være på omkring 200 i løbet af dagen. Ellers blev det til knap ti dværgfalke, en lærkefalk, ca. 20 tårnfalke, tre hvepsevåger, lidt musvåger og et par rørhøge. Og selvfølgelig en masse andet godt med to almindelig kjove og en dværgmåge, som de største hits.

Ud på eftermiddagen blev vi desværre nødt til at vende næsen hjemad mod Århus. Der skal lyde en kæmpe tak til Hans Lind og Gedser Fuglestation for at være med til at gøre weekenden til en fantastisk oplevelse for os alle sammen. Gedser Fuglestation er helt klart et besøg værd hvis man vil nørde fugle! Der kan læses mere om Gedser Fuglestation på http://gedserfuglestation.dk/ og jeg er sikker på at Hans Lind gerne åbner dørene på fuglestationen igen.

Kulten/ Oskar og Emil

mandag den 12. december 2011

Turberetning: Tur til Rold Skov og Lille Vildmose 1-2 Oktober 2011


-->
Turberetning: Rold Skov og Lille Vildmose d. 01-02 oktober
Af Karen og Iben


Vejret var perfekt og forventningerne i top til Kultens sheltertur til Rold Skov. Efter abfahrt fra biohaus en tidlig lørdag morgen, kørte vi først til Randers, hvor vi forsynede os med morgenmad (og den bedste kanelstang nord for Kongeåen) før turen fortsatte mod Store Økssø i Rold Skov. Vi fik hurtigt tømt bilerne, før vi indtog den indkøbte morgenmad ved søbredden. Man skal lede længe efter smukkere omgivelser at spise sin smurte håndværker i.
Bagefter var der fri leg. Mange af os gik på svampejagt i nåle- og løvskoven omkring søen, mens andre hellere ville se på dyr – især fugle. Om eftermiddagen var der samling ved shelterne. Mange kurve fyldt til randen med tragtkantareller og andre gode sager skulle gøres klar til aftensmaden, som derudover bestod af svinemørbrad, ris og grøntsager, der blev tilberedt på bål og trangia. Det var efterhånden blevet sent - og bullermørkt, men det satte ikke en stopper for dagens naturoplevelser. Der blev arrangeret en tur ud for at høre brølende kronvildt, og de der blev tilbage gik ned til søen og så på flagermus og stjerneskud. Aftenen sluttede af med bål og irish coffee. Vi faldt i søvn til Hjort og Jeppes skønsang.
Tidligt næste morgen tog de morgenfriske på tur. Det var en stor oplevelse at se tusindvis af edderkoppespind i morgenduggen og solen stå op over søen. Derefter pakkede vi og tog videre til morgenkaffe og brød hos Saras skovridderfar og mor. Her så vi også et gammelt nåletræ hvor der boede sjældne skovtusindben (Kiletusindben), og der voksede en kæmpe blomkålssvamp ved træets rod. Turen fortsatte til et kalkbrud, hvor vi skulle se på ugler (Stor hornugle), men de var desværre ikke hjemme, så vi kørte videre til Lille Vildmose, hvor vi gik en tur på højmosen. På vejen var Oskar tæt på at blive hugget af en hugorm, da han kun havde øje for den fine klokkelyng og derfor ikke opfangede at faren lå på lur. I mosen så vi masser af tranebær, næbfrø og soldug.
For mange af fugleentusiasterne var turens højdepunkt, at der blev spottet kongeørne og traner i området! Flere steder var der også krondyr – dog ikke brølende. Trætte efter weekendens oplevelser vendte vi hjem til Århus. Tak for en god succesfuld og godt planlagt tur. Vi ser frem til endnu flere af slagsen.

Artsliste
-->
Rold Skov Lille Vildmose
Agertidsel Almindelig hønsetarm
Aksblomstret star Almindelig netbladhat
Almindelig Blåtop Almindelig ryle
Almindelig fladmos Almindelig røn
Almindelig Gaffelløv Birke-Rørhat
Almindelig Hundegræs Blåtop
almindelig hvene Bogfinke
Almindelig hyld Bredbladet dunhammer
Almindelig Kantarel Brombær
Almindelig kongepind Brun kamfluesvamp
Almindelig Kortkapsel bævreasp
Almindelig Krabbeedderkop Bøg
Almindelig mangeløv Bølget Bunke
Almindelig netbladhat Dagpragtstjerne
Almindelig parasolhat Dun birk
Almindelig røn Eng rottehale
Almindelig Stinksvamp Engelsød
Almindelig Trævlhat Enårig rapgræs
Bidende ranunkel Fuglegræs
Birke-Rørhat Følfod
Blåbær Gederams
Blåhat Gråand
Brombær Grågås
Brunstokket rørhat Gråkrage
Butsnudet Frø Hedelyng
Bøg Hindbær
Bøgenonne Hugorm
Bølget Bunke Hundegræs
cidkagran Husskade
Douglas gran Hvidnæbfrø
Druehyld Hvinand
Dueurt sp Klit fyr
Dugget Rørhat Klokkelyng
Eng rottehale Knopsvane
febernellikerod Kongeørn
flagermus sp Kristtorn
Fløjelsgræs Lilje konval
Foranderlig skælhat Mosepors
Fuglegræs Musvit
Gederams Orange vægmejer
Gedeskæg Prægtig skørhat
Glanskapslet siv Ravn
Glat ærenpris Revling
Græsbladet fladstjerne Rosmarin lyng
Grønsisken Rundbladet soldug
Gråbynke Ræjgræs
Guldgaffel Rørhøg
Haremad Sangsvane
Harkløver Selje-røn
Hindbær Skovsalat
Humlesneglebælg Smalbladet kæruld
hunderose Smalbladet mangeløv
Hvidkløver snerre sp
Kildemos Stilk-eg
Kiletusindben (Polydesmus sp.) Stor konval
Knippe-Svovlhat Trane
kors andemad Tranebær
Korsedderkop Troldand
Kruset Låddenhætte Tue kæruld
Krybende silkemos Tvekogleaks
Krystal-Støvbold Tyttebær
Køllesvamp Tørst
lav ranunkel Vibe
Liden storkenæb
Lysesiv
løgbruskhat
Majblomst
Manna sødgræs
Mosebunke
Mosebølle
Musvit
Musvåge
Myg
Nose lungemos
Plæne kransmos
Pryd-bregnemos
Rank koralsvamp
Ravn
Rejnfan
Ru svinemælk
Rynket rose
Rød Fluesvamp
Rød kløver
rødgran
Rødsprukken rørhat
Selje-røn
Skarnbasse
Skov-Hanekro
Skovangelik
Skovflåt
Skovmærke
Skovsalat
Skovskade
Skovstjerne
Skovsyre
Skrubtudse
skvalderkål
Snehvid Fluesvamp
Snog
Solsort
Sortmejse
Spætmejse
Stilk-eg
Stinkende storkenæb
Stjerneskud
Stor nælde
Stor stammemos
Sumpmejse
Sødskærm
tofrøet nikke
Topmejse
Tragtkantarel
Tranebær
Træløber
tveskægget ærenpris
Tyttebær
Tæppegræs
Tørvemos
vandgran
Vandrøllike
Velsmagende Mælkehat
Vild gulerod
Violet ametysthat

mandag den 26. september 2011

Glatved strand d.4. september 2011

Turberetning: Glatved strand 4. september 2011

Efteråret blev skudt i gang med en Kultentur til Glatved strand. Der er på glatved strand indrapporteret mængder af forskellige sommerfuglearter. Vores håb var derfor at vi kunne få nogle flere arter tjekket af i vores konkurrence om hvem der kan få taget flest billeder af forskellige sommerfuglearter i år. Inden vi startede bilerne den morgen havde Emil 36 arter, Oskar 34 og Kim lå i spidsen med 37 arter. Og så er der en del der stadig ligger og roder rundt med 25-30 arter - Tag jer sammen!

Bageren i Rønde blev prøvet af på vejen. Hvor et fantastisk tilbud gør sig gældende: 3 Snegle for 30kr og 1 for 10kr derefter!

Vel ankommet til glatved strand med diverse udstyr i form at sommerfuglenet, vegetationsketchere og glas med sprit (der skal indsamles til nøgleaftener!) er første konstatering at vi nok allerede er for sent ude efter sommerfuglene. En mærkbar forandring siden sommeren boom i juni og juli er i hvert fald væk!

Ud med vegetationsketcheren, en af de første fangster, eller tæt-på fangster er en hugorm! Det lykkedes Oskar at være blot et par centimeter fra, ved et uheld, at daske en hugorm ned med en vegetationsketcher. Andet fangst i vegetationsnettet er alm. krabbeedderkop, sortspringere, Euophrys frontalis; en anden fantastisk springedderkop.

Botanikerne fandt en ny plante landet! Det viser sig at den tilhører slægten Corispermum, en slægt der tidligere kun er fundet på Lindø værftet år tilbage, i Sverige og Polen. Den er hjemmehørende i Nordamerika. Arten bliver forhåbentlig en gang opklaret.

Når vi alligevel er draget ud på Djursland er det fornuftigt også at besøge nogle andre spændende lokaliteter. Vi kom forbi Jernhatten og Stubbe sø.

Kulten / Emil og Oskar

søndag den 28. august 2011

Tur til Vejlerne, Østerild og Bulbjerg d. 28-29 maj 2011

Turberetning for kultenturen til vejlerne, østerild plantage og bulbjerg den 28-29 Maj.

På denne sidste mulighed for at komme ud i felten inden den helt store eksamenslæsning går i gang i juni skal hele weekenden udnyttes. Turen går til Vejlerne med en overnatning i Østerild plantage og til sidst et smut forbi Bulbjerg.

Denne weekend blev meget præget af regnen. Vejret kan kort summeres op til Regn, regn og regn på nær 2 timer søndag formiddag, lige præcis nok til at tørre sovegrej og blive en smule optimistisk for resten af dagen - det blev der brug for!

Lørdag gik med en rundtur på næsten samtlige fugletårne i vejlerne. Første stop er centralslusen, det største og mest iøjefaldende fugletårn. For det meste støder man på flinke mennesker i fugletårne rund omkring. Men i dag er de også gavmilde! Vi ankom lige til Gammel Dansk og et stykke morgenbrød, som et bushold af pensionister bød os på. Det er en virkelig anbefalelsesværdig kombination: Brød, Gammel Dansk og fugle! Til kikkerten: Gravand, Klyde, Vibe, grågås og en rødben. Og en vadefugl mere! Stor begejstring, hvad er det? Er det en klire af en slags? Måske. En anden fuglekigger ser efter. Fuglen går lidt frem og tilbage skiftevis bag en lysesiv og et lille stykke hvor den kan ses. Til sidst må vi give op. Måske bare en rødben.

Efter en halv times tid er det tid til at bryde op og komme videre til næste fugletårn. Krap tårnet ligger på den østlige side af vejlerne. Der er et lille stykke ud til selve tårnet men når man først er kommet der ud, er udsigtsmulighederne til gengæld store. I kikkerten: musvåge, rørhøg, taffeland og. Og Trane!! Der er en trane! Nej tre. De er også der ovre, 5 traner. Alle sammen så de kan ses med håndkikkert, fantastisk! Når vejret ikke er med os og sigten er elendig er det ikke lige frem traner man tør håbe på at se. Tranerne har reddet dagen, det er sikkert.

For lige at runde vejlerne af tager vi et smut til hanvejlerne. Kikkert: Knarand, toppet lappedykker og sortterne. Første sortterne jeg har set. Fint dyr som ligner det den hedder.

Dagens endelige mål er at slå lejr for natten i Østerild plantage. Men først skal vi lige tjekke lidt af plantagen ud. Først et smut ud til Tovsig sø og dernæst ud gennem stensig - en mose midt i plantagen. Det er desværre begrænset hvad der er at se en regnfuld lørdag i plantagen. Planterne gemmer sig trods alt ikke: Håret høgeurt, klokkelyng, mosebølle, vandnavle, Almindelig kohvede, grå star, blågrøn star, sand star...

Ved lejeren bliver der gjort ihærdige forsøg på at tørre tøj, sko og alt mulig andet som i løbet af dagen er blevet mere eller mindre vådt eller bare helt gennemvædet af regnen.

Næste morgen kigger solen frem og straks er grønåret kålsommerfugl på vingerne. Dagens mål er Bulbjerg, hvor danmarks største "fuglefjeld" ligger. Her yngler både Rider og mallemukker. Hvis man tror at måger er kedelige og grå at se på, så tag et kig på riderne. Helt hvide med sorte vingespidser.

Desværre kan vi ikke altid have vejret med os, Selvom det er lykkedes os at have skyfri himmel på 6 af de 7 ture i foråret. På grund af regnen valgte vi at afslutte dagen lidt tidligere. Godt våde (gennemblødte i nogle tilfælde) kunne vi nu køre mod Århus.

Kulten / Oskar og Emil


Artsliste

Vejlerne
Gravand
Klyde
Vibe
Skarv
Rødben
Terne sp
Strandskade
Gråand
Grågås
Havterne
Lav ranunkel
Bysvale
Landsvale
Agerpadderok
Musvåge
Hættemåge
Sølvmåge
Gråkrage
Skovspurv
Trane
Vild kørvel
Sumpkarse
Engriflet hvidtjørn
Engkabbeleje
Gåsepotentil
Rørhøg
Blishøne
Taffeland
Rørsanger
Bidende ranunkel
Gråsisken
Bogfinke
Engnellikerod
Lancet vejbred
Rørspurv
Gransanger
Almindelig syre
Husskade
Toppet lappedykker
Knarand
Vårvigge
Sortterne
Tveskægget ærenpris
Gul iris
Tagrør



Halkær
Majgøgeurt
Akselblomstret Star



Rebild bakker
Fruesko
Østerild Plantage
Dompap
Korsknap
Almindelig røn
Hestekastanje
Hundegræs
Kohvede
Stilkeg
Håret høgeurt
Lysesiv
Spidssnudet frø
Rådyr
Enskællet sumpstrå
Skovstjerne
Klokkelyng
Vandnavle
Smalbladet kæruld
Mosepors
Mosebølle
Gulspurv
Løvsanger
Kernebidder
Stor korsmåler
Glat ærenpris
Grå star
Alimdelig star
Engviol
Vej-engelskgræs
Blågrøn star
Sandstar
Blød storkenæb
Grønåret kålsommerfugl



Bulbjerg
Tornirisk
Hvid vipstjert
Blodrød storkenæb
Tveskægget ærenpris
Strand-engelskgræs
Kornet stenbræk
Hulkravet kodriver
Musvåge
Ride
Sortand
Foddervikke
Landsvale
Engpiber
Havtorn
Kokleare sp.
Vinbjergsnegl
Skarnbasse sp.
Almindelig engelsød
Strandfladbælg
Gulspurv
Strandrandøje - larve
Bjørnespinder - larve
Hare (død)
Gøg
Almindelig Bærtæge



tirsdag den 5. juli 2011

Kultenur til Addit Hede d. 3. juli 2011

Det er blevet tid til forårets sidste Kultentur. Turens mål var at få en masse sommerfugle i nettene og på hukommelseskortene.

Lidt mod vanlig Kultentradition var der først afgang kl. 10 denne søndag. Det betød at vi var fremme ved Addit Hede efter den værste dug var fordampet og der var kommet godt liv i sommerfuglene. Det første vi så da vi kom ud af bilen var en smuk han af dukatsommerfugl. Den bragte stor glæde da det var årets første fund af denne for alle turens deltagere. Det viste sig senere at den ikke var alene. Tværtimod. Man kunne næsten ikke komme til for dukatsommerfugle. Dejligt!

Vi begav os stille og roligt ind over engen. På et tidspunkt greb Marie et sommerfuglenet og på bedste biologmanér fangede hun en stor summende flue. Da vi fik set nærmere på den, viste det sig at være Kæmpefluen Harald. Han er også et herligt bekendtskab. En fed flue!

Når man er på felttur kan det være svært både at holde øje med sommerfugle, fluer, firben og fugle, men ikke desto mindre var Kim vågen nok til at kigge op og spotte den flotte udfarvede havørn der kom svævende lige over hovederne på os. Et herligt syn!

I løbet af de første par timer fandt vi en del forskellige sommerfugle. Det blev bl.a. til dukatsommerfugl, dværgblåfugl, isblåfugl, foranderlig blåfugl, markperlemorsommerfugl, klitperlemorsommerfugl og brunlig perlemorsommerfugl, samt en del flere.

Efter en lille frokostpause begav vi os ud på en lille gåtur rundt på hele hedeområdet. Denne lille rundtur gav bl.a. rødrygget tornskade i toppen af en stor ene og rundbladet soldug i en lille mose. Undervejs på rundturen fandt vi turens andet markfirben.

Da vi nåede tilbage til bilen var vi alle meget tilfredse med dagens tur, men der manglede alligevel noget. Vi havde hverken fundet violetrandet ildfugl eller sortåret hvidvinge. Begge arter der stod højt på ønskelisten da vi tog af sted fra Aarhus.

Vi gav heldet en sidste chance ved at stoppe på en lille eng ved Gl. Rye på vej hjem. Der fandt vi igen en del forskellige sommerfugle og denne gang blev det også til sortåret hvidvinge, men desværre ingen ildfugl. Dagen havde dog ubetinget været en succes!

Her følger en artsliste med alle sommerfuglene og et par fugle:

Sommerfugle:
Stor bredpande
Stregbredpande
Skråstregbredpande
Græsrandøje
Engrandøje
Markperlemorsommerfugl
Klitperlemorsommerfugl
Brunlig perlemorsommerfugl
Sortåret hvidvinge
Dværgblåfugl
Foranderlig blåfugl
Isblåfugl
Brun pletvinge

Fugle:

Havørn
Rødrygget tornskade

tirsdag den 24. maj 2011

Tur til Moesgaard d. 12. maj 2011

Turberetning: Tur til Moesgaard d. 12. maj 2011

I weekenden gik det over al forventning i Aabenra med tre Bjergsalamandere, så nu skulle heldet have en chance til. Denne gang var missionen at høre, finde og måske fange løvfrøer omkring Moesgaard ved Århus. Denne fine lille padde har sin nordgrænse her i Danmark og det kunne derfor være super godt at finde ud af hvordan det går med bestanden. Eller i det mindste se om der er nogle frøer.

Men inden frøerne gik på scenen til deres koncert skulle vi have slået et par timer ihjel. Vi havde taget grill med og folk havde fyldt taskerne med kød og kartoffelsalat, så noget af tiden blev brugt på at fylde maverne op. Inden maden var klar, var der blevet samlet en bunke planter så vi havde lidt at lave mens vi spiste. Bl.a. blev der nøglet diverse siv og halvgræsser, mens andre havde kikkerten inden for rækkevidde for at holde øje med alle de fugle der kom forbi.

Vi gik lidt rundt i området og fandt en masse fine ting, inden vi endte i en indhegning med et par meget nysgerrige heste og et par vandhuller. Her satte vi os til rette et stykke fra vandet og gav os til at lytte mens dagen gik på hæld og det sidste lys forsvandt. Lige så stille indfandt løvfrøerne sig i vandhullerne. Først en, så to og tre og til sidst et helt kor. Der kan komme overraskende meget lyd ud af sådan nogle små størrelser.

Da lyset var helt væk blev der fundet lommelygter frem. Nu ville vi også gerne lige se de små frøer. Bare gå efter lyden og vær stille, så skal det nok lykkes at få dem at se. Og det gjorde det da også for os. Vi brugte en lille time ved de små vandhuller hvor der blev lyttet, fundet frøer og taget billeder. Omkring kl. 23 var det blevet tid til at tage hjem igen efter endnu en herlig Kultentur hvor vi helt sikkert fik bekræftet at løvfrøerne ved Moesgaard lever i bedste velgående!

Husk forårets sidste ture d. 28.-29. maj og d. 3. juli.

Kulten/ Oskar og Emil

Artsliste:

Planter:
Lysesiv
Blære-star
Håret star
Bidende ranunkel
Lav ranunkel
Vejbred-skeblad
Dag-pragtstjerne
Ager-padderok
Kær-padderok
Vandkarse
Eng-karse
Almindelig sumpstrå
Tagrør

Fugle:
Hvepsevåge
Landsvale
Bysvale
Gulspurv
Tornirisk
Tornsanger
Stor flagspætte
Sanglærke
Fiskehejre
Ringdue
Blishøne
Solsort
Gransanger
Stillits
Gærdesmutte

Insekter:
Guldsmedelarve
Vandnymfenymfe
Blå libel (hun)

Padder:
Lille vandsalamander
Butsnudet frø
Løvfrø

Pattedyr:
Rådyr

Tur til Aabenraa d. 8. maj 2011

Turberetning: Tur til Aabenraa d. 8. maj 2011

Det var nu næsten en måned siden Kulten sidst var på tur, så vi var begyndt at få lidt felt-abstinenser. Vi ville ud i det fri og nørde! Dagens mål var at finde bjergsalamander i vandhullerne i skovene omkring Aabenraa. Der blev gjort et forsøg sidste år hvor der blev funder noget der kunne være yngel fra dem, så forhåbningerne var helt i top.

Men ingen Kultentur uden et bagerbesøg! Denne gang gik det ud over et kæmpe bageri i Aabenraa. Da det var mors dag bugnede montren med lækre kager i alverdens udformninger og farver. Men vi holdt os til en pizzasnegl, en snegl og andet i den boldgade.

Efter endt indkøb gik turen til en parkeringsplads i Årup Skov syd for Aabenraa. Der var et lille vandhul ved p-pladsen og her tilbragte vi de næste 3-4 timer.

Da kaffen var drukket og kagen spist, blev der fundet et par vandketchere frem. Nu skulle der fanges salamandere. Og der blev i den grad fanget salamandere. I første forsøg lykkedes det Emil at fange intet mindre end to Lille Vandsalamander og en flot han af Bjergsalamander i yngledragt. Succes!
Dagens mål var nået efter ca. 5 min, så vi begyndte at finde på alle mulige andre ting at nørde med. Temaet for årets Kultenture er dagsommerfugle, så der blev brugt en del tid på at fotografere sommerfugle og andre flyvende insekter.
En Sømplet kom flyvende hurtigt gennem luften og så gik den vilde jagt ind mellem stammerne for at få den i kassen. Desværre var den så hurtig og uforudsigelig at den aldrig rigtig blev fotograferet. Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Sømpletten havde ledt os lige til en lille lysning med Tyndakset Gøgeurt! Sikke en behagelig overraskelse.
Gøgeurten blev fotograferet til den helt store guldmedalje og så gik turen videre på jagt efter flere sommerfugle. Endnu engang kom vi forbi en fin lille, men ret våd lysning som viste sig at indeholde fine ting. Bl.a. orkideen Ægbladet Fliglæbe.

I en anden, lidt større sø, der lå et par hundrede meter fra p-pladsen blev også besøgt og vandet i søen viste sig at være nærmest tyktflydende af haletudser.

Sidst på dagen kørte vi til en skov der hedder Rise Skov. Her tilbragte vi en times tid med at besøge Pølsekilde (ja, det hedder den faktisk) og ellers bare slappe af og nyde resten af den herlige felttur.

En rigtig fin dag var nu gået og bussen vendte næsen mod Århus, godt fyldt op med trætte felt-bisser.

Vi glæder os til at se så mange som muligt til forårets sidste ture der ligger hhv. d. 12. maj, d. 28.-29. maj og d. 3. juli.

Kulten/ Oskar og Emil


Artsliste

Planter
Alm. Guldnælde
Elfenbenspadderok
Kratvikke
Nikkende star
Korsknap
Engnellikerod
Firblad
Stinkende storkenæb
Krybende læbeløs
Skovpadderok
Tandrod
Alm. Lungeurt
Skovjordbær
Tyndakset gøgeurt
Kors-andemad
Ægbladet fliglæbe
Krat-Vikke
Skovmærke
Padder
Stor Vandsalamander
Lille Vandsalamander
Bjergsalamander


Insekter
Lille Kålsommerfugl
Skovrandøje
Stor Kålsommerfugl
Grønåret kålsommerfugl
Citronsommerfugl
Sømplet
Aurora
Nældesommerfugl
Blankplettet tandbuk
Skorpionstæge
Blå Libel
Grøn smaragdlibel



mandag den 23. maj 2011

Tur til Slåen Sø d. 13. april 2011

Turberetning: Tur til Slåen Sø d. 13. april 2011
Så blev det onsdag d. 13. april. Glæden over den succesfulde tur til Svanemosen var aftaget lidt og feltbisserne var klar til endnu en tur. Denne gang var målet Slåen Sø. Inden vi kom så langt var vi dog et lille smut forbi Kvickly for at købe ind til en omgang grillmad.

Da vi ankom til Slåen Sø begyndte vi at gå rundt om søen. Men når man skal nå at have det hele med går det aldrig specielt hurtigt, så vi nåede ikke hele vejen rundt før vi besluttede os at gå tilbage til bilen. Inden da havde vi dog brugt ca. halvanden time på at botanisere, kigge på insekter og forsøge at spotte de fugle der sang for fuld hals i trætoppene. Især en fugl voldte problemer. At dømme efter stemmen kunne det meget vel have været en fiskeørn, men vi fik den desværre ikke at se.

Da de fleste maver nu var begyndt at rumle lidt besluttede vi os for at køre lidt væk til en lille p-plads ved en fin eng. Her blev grillen stillet op og mens kullene blev tændt gik vi rundt og nørdede. Det blev bl.a. til en ubestemmelig gråsisken, en flok grønsiskner og et par sumpmejser.
Efter et hyggeligt måltid og en god aften i felten gik turen hjemad mod Århus. På den fine vej gennem skoven sluttede vi turen af med en flok dådyr på 10-15 individer. Nu glæder vi os bare til at komme af sted igen.

Kulten/ Oskar og Emil

Artsliste:

Planter:
Håret frytle
Skovsyre
Blåbær
Bidende Ranunkel
Lysesiv
Feber-nellikerod
Hedelyng
Lærk
Bøg
Jomfruhår
Ene
Mangeblomstret frytle
Skovsalat
Stor fladstjerne
Hvid anemone
Skvalderkål
Butbladet skræppe
Liden Singrøn
Tagrør
Dunbirk

Fugle:
Gransanger
Bogfinke
Musvåge
Spurvehøg
Solsort
Sortmejse
Rødhals
Gråkrage
Grågås
Musvit
Blåmejse
Gråand
Gråsisken sp.
Grønsisken
Sumpmejse
Måske en fiskeørn (kun hørt)

Pattedyr:
Dådyr

lørdag den 9. april 2011

Tur til Svanemosen d. 9 april 2011

Turberetning: Tur til Svanemosen d. 9 april 2011
Så er der fuld skrald på foråret! Det samme er der i den grad i Kulten. Med 14 på dagens felttur var vi nok til at fylde to biler helt op til bristepunktet. Og med en lokalitet som var absolut ukendt for alle sitrede luften af forventninger allerede inden vi var kommet i bilerne.

Som traditionerne foreskriver starter kultenture med et besøg til et bageri. Kl. 8.15 lørdag morgen kunne 14 biologer i Fjeldræven bukser således observeres i Langenæsbageriet sammen med en hel del andre morgenfriske mennesker.

Med en god co-driver og kortlæser lykkedes det at finde en parkeringsplads ved svanemosen i første forsøg, hvorfra der var fri leg, hvilket for de flestes vedkomne var ensbetydende med indtagelse af brød fra bageriet blandet med lytten og kiggen efter fugle. Resten af dagen gik med at udforske svanemosen i større eller mindre grupper.

Svanemosen ligger lige lidt sydvest for Kolding. Næste tur med kulten er allerede på Onsdag den 13. April, hvor vi tager til Silkeborg. Vi har samlet en artsliste over, hvad vi har fundet på de godt 5 timer vi var på stedet.

Kulten/ Oskar og Emil


Artsliste
Tokimbladede planter
Følfod
Alm. Gedeblad
Dun-Birk
Stor Nælde
Hindbær
Hedelyng
Klokkelyng
Rosmarinlyng
Kamille sp.
Kløver sp.
Revling
Skovsalat
Blåbær
Alm. Røn
Alm. Tyttebær
Tranebær
Hvid Anemone
Almindelig Hvidtjørn
Kær-snerre
Febernellikerod
Lav Ranunkel

Enkimbladede planter
Lyse-siv
Tue-kæruld
Smalbladet Kæruld
Bredbladet Dunhammer
Håret Frytle
Blåtop

Nåletræer
Skovfyr
Rødgran

Bregner
Smalbladet Mangeløv
Bredbladet Mangeløv

Padderokker
Dynd-padderok

Insekter
Kobberguldbasse (larve)
Rød Skovmyre
Skolopender sp.
Tusindben sp.
Citron sommerfugl
Nældens takvinge
Grøn sandspringer
Alm. Bærtæge
Stor Rovedderkop
Alm. Rovedderkop
Rødbrystet Ådselsbille

Fugle
Rød glente
Musvåge
Tårnfalk
Gransanger
Bogfinke
Grågås
Gråand
Gulspurv

Padder
Skrubtudse

Krybdyr
Snog
Markfirben/Skovfirben

mandag den 4. april 2011

Tur til Vest Stadil Fjord d. 6. marts 2011

Turberetning: Tur til Vest Stadil Fjord d. 6. marts 2011

Ovenpå den gode tur til Brabrand Sø var forventninger i top til årets anden tur. Vejret var helt perfekt. Ikke en eneste sky hele dagen, næsten ingen vind og 4-5 grader. Vi mødtes i biohuset kl. 8, fik fyldt kaffekanderne op og pakket bilen inden vi begav os ud på godt to timers køretur til Vest Stadil Fjord.
Køreturen bød på en del musvåger langs vejen og rådyr på markerne. Det er altid godt med lidt underholdning til passagererne undervejs.
Da vi nåede frem til fjorden blev bilen tømt for diverse kameraer, teleskoper, kikkerter, felthåndbøger, kaffe og kage. Kagen var, traditionen tro, købt hos en bager på vejen.
Efter den lille forfriskning, krydret med store mængder af lærkesang, fandt vi et sted hvorfra vi kunne se de fugle der rastede i Mellem Dyb. Der var bl.a. en af turens store oplevelser, hannen af lille skallesluger. En fantastisk flot fugl! Udover det var der en del grågæs, knopsvaner, krikænder, hvinænder, gråænder og en del andre arter tilstede i Mellem Dyb.
Da vi følte os sikre på at vi ikke havde overset noget, tog vi teleskoperne på nakken og begav mod et fugletårn med udsigt over den nordligste del af Søndre Dyb. Herfra så vi ikke ret mange ænder og gæs, til gengæld kom seks ravne forbi og der var et par rådyr der løb rundt på markerne. Fra fugletårnet hørtes både gulspurv og sanglærker.
På vej tilbage til bilen så vi pludselig en stor fugl komme flyvende lavt over marken. Den blev fulgt i kikkert i nogle sekunder og der blev set nok detaljer til at bestemme fuglen til vandrefalk. En imponerende fugl og en god art at få på listen!
Efter en kort rådslagning blev vi enige om at køre ud til kysten. Vi parkerede ved Strandgården og gik gennem klitterne og ned på stranden på den anden side. Nede på stranden kunne man godt mærke at det ikke var helt vindstille, men himlen var stadig helt skyfri. Vi stillede teleskoperne op og kiggede ud over havet. Der var en masse måger, men også en flok på ca. ti lommer. Da vi ikke umiddelbart kunne artsbestemme dem, blev der taget et par billeder gennem teleskopet til senere bestemmelse. I forum på fugleognatur.dk blev de bestemt rødstrubet lom.
Efter lidt tid på stranden gik vi op i klitterne igen og fandt et sted med udsigt over nogle marker med en stor flok gæs. Der var primært bramgæs og sædgæs, men også en del grågæs og tre blisgæs, i flokken. Mens vi kiggede på dem blev de forstyrret et par gange, først af en hare der virkede noget forvirret over alle de flyvende fugle, og siden af et par rådyr der ikke lod sig gå på af at luften var fuld af store fugle.
Vi var efterhånden nået et stykke ud på eftermiddagen og besluttede os for at tage udsigtspunktet ved Sidselsbjerg som et af dagens sidste stop. Der var en fin udsigt over området og der var rigtig mange gæs, samt et par agerhøns. Rigtig mange af gæssene lettede på samme tid, så vi gav os til at spejde efter årsagen, men vi fandt den aldrig. Det havde ellers været godt at slutte dagen af med en havørn.
Omkring kl. 15.30 havde vi fået frisk luft og fugle nok for den dag. Trætte og veltilpasse satte vi os i bilen og kørte mod Århus.

Vi siger mange tak til dem der valgte at tage med til det Vestjyske! Næste tur er d. 9. april hvor vi skal til Svanemosen ved Kolding.

På snarligt gensyn

Kulten/ Oskar og Emil

Artsliste

Fugle:
Agerhøne
Allike
Blisgås
Blishøne
Blåmejse
Bogfinke
Bramgås
Ederfugl
Fiskehejre
Gråand
Grågås
Gråkrage
Gulspurv
Husskade
Hvinand
Hættemåge
Knopsvane
Kortnæbbet gås
Krikand
Lille Skallesluger
Musvåge
Pibeand
Ravn
Ringdue
Råge
Sanglærke
Sangsvane
Solsort
Stormmåge
Stær
Svartbag
Sølvmåge
Troldand
Tyrkerdue
Tårnfalk
Vandrefalk
Vibe


Pattedyr:
Hare
Rådyr
Sæl sp.

søndag den 20. marts 2011

Ændring af dato for turen til Aabenraa

Datoen for vores tur til Aabenraa og omegn er flyttet fra d. 30. april til d. 8. maj.

/Kulten

onsdag den 2. marts 2011

Tur til Brabrand Sø d. 20. februar 2011

Turberetning: Tur til Brabrand Sø d. 20. februar 2011
Så blev det endelig tid til årets første felttur i Kultenregi. Syv mand havde valgt at bruge deres søndag ude i den friske luft. Vejret havde besluttet sig for at samarbejde og bød på fint solskin, dog med en anelse for meget vind.
Vi mødtes kl. 10 i biohuset og begav os stille og roligt ud på en fin cykeltur ad Brabrandstien til Brabrand Sø. På cykelturen langs Århus Å så vi bl.a. troldænder, lille lappedykker og en enkelt canadagås.
Cykelturen foregik i et stille og roligt tempo og næste store stop var ved fugletårnet på sydsiden af Brabrand Sø. Den største attraktion her var en tiltrængt kop kaffe og den gode udsigt over søen. Desværre var der ikke meget liv at se, så vi kørte hurtigt videre mod Årslev Engsø.
Ved Årslev Engsø var der lidt mere at se på. Vi gik af stien på nordsiden og gjorde holdt ved den første omdannede pumpestation der nu gør tjeneste som fugletårn. Det var blevet tid til endnu en kop kaffe og til at nyde lidt af den medbragte kage. På isen sad der en flok på ca. 30 sangsvaner, lige så mange grågæs og et par pibeænder.  Da kaffen drukket og kagen spist, gik vi lidt rundt ved pumpestationen og fandt den første sommerfugleart, en græsspinderlarve. Årets tema er jo sommerfugle, så det var super at få en enkelt art på den liste allerede i februar.
Turen gik videre langs med søen uden de store hit. En enkelt musvåge, lidt husskader og en masse kragefugle var hvad det kunne blive til der. Men i den østligste ende af søen var isen åben og der gemte fuglene sig. Masser af blishøns, pibeænder, sangsvaner, grågæs, gråænder, stor skallesluger og et par knarænder var blandt de fugle vi så. Efter en pause hvor teleskop, kikkerter, kameraer og fuglebøger havde været flittigt i brug begav vi os videre langs søen. Næste stop var på sydsiden af søen og herfra kunne vi se en stor flok ænder, svaner og gæs. Den blev tjekket grundigt og der gemte sig endnu en knarand og tre hunner af lille skallesluger (fedt!!), samt en del gengangere fra sidste stop. Undervejs rundt på den sidste del af turen så vi en flok grønsiskener i nogle store grantræer. De var i fuld gang med at tømme koglerne for frø.
Seks timer efter afgangen fra biohuset var vi tilbage ved cyklerne og kunne vende næsen hjemad efter en rigtig god søndag i felten.

Vi vil gerne sige tak for en rigtig hyggelig dag og forhåbentlig på gensyn d. 6. marts hvor turen går til Vest Stadil Fjord.

Kulten/ Oskar og Emil
  

Artsliste

Fugle:
Allike
Blishøne
Blåmejse
Canadagås
Grønbenet Rørhøne
Grønirisk
Grønsisken
Gråand
Grågås
Gråkrage
Husskade
Hættemåge
Knarand
Knopsvane
Lille Lappedykker
Lille Skallesluger
Musvit
Musvåge
Pibeand
Ringdue
Råge
Sangsvane
Sjagger
Skovspurv
Solsort
Stormmåge
Stor Skallesluger
Sølvmåge
Troldand

Sommerfugle:
Græsspinder (larve)

torsdag den 10. februar 2011

Turprogram for foråret 2011

Så er turprogrammet for foråret kommet. Se det i menuen her til højre.

Kulten vil i år forsøge at finde så mange sommerfugle som muligt. Når året slutter vil vinderen, den som får taget flest billeder af forskellige sommerfugle arter, vinde æren!