tirsdag den 13. december 2011

Tur til Gedser Fuglestation d. 17.-18. september 2011

Turberetning: Tur til Gedser Fuglestation d. 17.-18. september 2011

Lørdag morgen kl. 8.00 var ni spændte fugletosser klar til at tage på tur. Håbet var at se en masse trækkende rovfugle og til det formål havde vi en aftale med Hans Lind fra Gedser Fuglestation hvor vi havde fået lov til at slå tre telte op i haven for en særdeles fair pris. Men inden vi kom så langt, var vi et smut forbi Stevns Klint.
På rovfuglenes vej fra ynglepladserne i Skandinavien, trækker de via Falsterbo i Sverige og over Øresund til Stevns Klint. Derfor er Stevns Klint et knudepunkt for rovfuglene og et besøg værd. Desværre var vejret koldt og blæsende. Rovfuglene trækker ikke i dårligt vejr, så desværre så vi ikke meget andet end en rørhøg, en tårnfalk, et par spurvehøge og nogle flokke af pibeænder.

Næste stop var et kort besøg ved Stevns Fyr. Heller ikke her havde vi heldet med os, men vi ville se nogle fugle! Derfor kørte vi hurtigt videre mod Bøtø Nor på Falster. Det er et vådområde med mulighed for masser af andefugle og forhåbentlig også lidt rovfugle. Og det var omtrent hvad vi fik. Den største oplevelse ved Bøtø Nor var synet af den, i Danmark, relativt sjældne sølvhejre.

Endnu engang hoppede vi i bilen og denne gang gik turen de sidste ca. 15 km til Gedser. Med på turen var Rune, der er ringmærkningsansvarlig ved Gedser Fuglestation og samme med ham fik vi hurtigt sat nogle net op i stationshaven. Vi ville lige se om vi kunne nå at se lidt fugle inden solen gik ned. En halv time efter at nettene var sat op, gik vi en runde for at tømme dem. Der var gået mellem 10 og 20 fugle i nettene og der var en klar overvægt af rødhalse. Det var meget spændende at se fuglene helt tæt på og at se hvordan ringmærkning foregår.

Vi skulle overnatte i telte, som vi havde fået lov til at slå op i stationshaven. Heldigvis er fuglestationen udstyret med et fint lille køkken, en opholdsstue med brændeovn, computer med internet og en masse andre faciliteter, som stod til fri afbenyttelse. Vi havde også fået lov til at låne Hans Linds rødvinssnore (snore dyppet i 1 del rødvin og 1 del sukker) til lokning af natsommerfugle. Det gav en fin fangst med arter som Det sorte C og Agatugle.

Næste morgen ringede vækkeurene kl. 06.00. På det tidspunkt havde Hans allerede været i gang med at sætte net op i en halv time. Man skal nemlig være tidligt på færde når man skal ringmærke fugle. I løbet af formiddagen blev det til over 50 ringmærkede fugle med rødhals, rødstjert, sangdrossel og gransanger mellem de mærkede arter.  Turens måske største oplevelse var dog fangsten af en ung spurvehøg. En fantastisk fugl! Da spurvehøgen havde fået ring på og var blevet målt og vejet, gik den på omgang mellem alle turens deltagere. Og det var fedt!

Men vi var jo ikke kun kommet for at ringmærke fugle. Vi skulle også helst se om vi kunne finde lidt trækkende rovfugle. Et godt sted til det er på sydspidsen af Danmark, nemlig Gedser Odde. Desværre var vejret ikke med os, men vi så nogle af de mere hårdføre rovfuglearter med et klart overtal af spurvehøge. Et forsigtigt bud på antallet af spurvehøge må være på omkring 200 i løbet af dagen. Ellers blev det til knap ti dværgfalke, en lærkefalk, ca. 20 tårnfalke, tre hvepsevåger, lidt musvåger og et par rørhøge. Og selvfølgelig en masse andet godt med to almindelig kjove og en dværgmåge, som de største hits.

Ud på eftermiddagen blev vi desværre nødt til at vende næsen hjemad mod Århus. Der skal lyde en kæmpe tak til Hans Lind og Gedser Fuglestation for at være med til at gøre weekenden til en fantastisk oplevelse for os alle sammen. Gedser Fuglestation er helt klart et besøg værd hvis man vil nørde fugle! Der kan læses mere om Gedser Fuglestation på http://gedserfuglestation.dk/ og jeg er sikker på at Hans Lind gerne åbner dørene på fuglestationen igen.

Kulten/ Oskar og Emil

Ingen kommentarer:

Send en kommentar