torsdag den 13. maj 2010

Løvfrø-tur 10. maj 2010

Som afslutning på en almindelig skoledag drog Kulten i felten mandag aften. Det var ugen forinden blevet annonceret, at hvis folk havde lyst, så kunne de tage med Kulten til Moesgaard Museum for at grille og lytte efter løvfrøer i de omkringliggende damme. Derfor var det med spændt venten at vi troppede op omkring kl. 19 med ketchere og grilludstyr. Vi kom dog ikke til at vente forgæves, hverken på studerende eller frøer, så vi skyndte os at starte grillen og dernæst gå på jagt i vandhullerne. Der blev botaniseret flittigt, set på fugle og fundet haletudser fra spidssnudet frø.
Dernæst blev den medbragte og tilberedte grillmad indtaget. De førsteårsstuderende havde imponerende nok slæbt egen kuglegrill med! Så vi fik lige en demonstration på, hvor kulinarisk en felttur kan gøres.

Omkring solnedgang var det tid at genoptage jagten på løvfrøerne, da de ved denne tid søger ned til vandhullerne. Som følge af den hårde vinter, så var vi lidt i tvivl om der overhovedet ville være frøer der kvækkede denne aften, men med lidt provokation af digital frøkvæk fik vi de første hanner til at starte koncerten. Det nåede dog ikke de højder, som man nogle aftner kan opleve, hvor deres kvækken kan høres flere kilometer væk. Men det var godt at høre, at frøerne er aktive, så vi kan kun opfordre studerende til at tage ud i løbet af de næste to uger og lytte til dem efter solnedgang. Koncerten starter efter kl. 22 og man kan tage bussen derud, nyde en kop kaffe og tage næste bus hjem igen (kan klart anbefales)…