tirsdag den 24. maj 2011

Tur til Aabenraa d. 8. maj 2011

Turberetning: Tur til Aabenraa d. 8. maj 2011

Det var nu næsten en måned siden Kulten sidst var på tur, så vi var begyndt at få lidt felt-abstinenser. Vi ville ud i det fri og nørde! Dagens mål var at finde bjergsalamander i vandhullerne i skovene omkring Aabenraa. Der blev gjort et forsøg sidste år hvor der blev funder noget der kunne være yngel fra dem, så forhåbningerne var helt i top.

Men ingen Kultentur uden et bagerbesøg! Denne gang gik det ud over et kæmpe bageri i Aabenraa. Da det var mors dag bugnede montren med lækre kager i alverdens udformninger og farver. Men vi holdt os til en pizzasnegl, en snegl og andet i den boldgade.

Efter endt indkøb gik turen til en parkeringsplads i Årup Skov syd for Aabenraa. Der var et lille vandhul ved p-pladsen og her tilbragte vi de næste 3-4 timer.

Da kaffen var drukket og kagen spist, blev der fundet et par vandketchere frem. Nu skulle der fanges salamandere. Og der blev i den grad fanget salamandere. I første forsøg lykkedes det Emil at fange intet mindre end to Lille Vandsalamander og en flot han af Bjergsalamander i yngledragt. Succes!
Dagens mål var nået efter ca. 5 min, så vi begyndte at finde på alle mulige andre ting at nørde med. Temaet for årets Kultenture er dagsommerfugle, så der blev brugt en del tid på at fotografere sommerfugle og andre flyvende insekter.
En Sømplet kom flyvende hurtigt gennem luften og så gik den vilde jagt ind mellem stammerne for at få den i kassen. Desværre var den så hurtig og uforudsigelig at den aldrig rigtig blev fotograferet. Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Sømpletten havde ledt os lige til en lille lysning med Tyndakset Gøgeurt! Sikke en behagelig overraskelse.
Gøgeurten blev fotograferet til den helt store guldmedalje og så gik turen videre på jagt efter flere sommerfugle. Endnu engang kom vi forbi en fin lille, men ret våd lysning som viste sig at indeholde fine ting. Bl.a. orkideen Ægbladet Fliglæbe.

I en anden, lidt større sø, der lå et par hundrede meter fra p-pladsen blev også besøgt og vandet i søen viste sig at være nærmest tyktflydende af haletudser.

Sidst på dagen kørte vi til en skov der hedder Rise Skov. Her tilbragte vi en times tid med at besøge Pølsekilde (ja, det hedder den faktisk) og ellers bare slappe af og nyde resten af den herlige felttur.

En rigtig fin dag var nu gået og bussen vendte næsen mod Århus, godt fyldt op med trætte felt-bisser.

Vi glæder os til at se så mange som muligt til forårets sidste ture der ligger hhv. d. 12. maj, d. 28.-29. maj og d. 3. juli.

Kulten/ Oskar og Emil


Artsliste

Planter
Alm. Guldnælde
Elfenbenspadderok
Kratvikke
Nikkende star
Korsknap
Engnellikerod
Firblad
Stinkende storkenæb
Krybende læbeløs
Skovpadderok
Tandrod
Alm. Lungeurt
Skovjordbær
Tyndakset gøgeurt
Kors-andemad
Ægbladet fliglæbe
Krat-Vikke
Skovmærke
Padder
Stor Vandsalamander
Lille Vandsalamander
Bjergsalamander


Insekter
Lille Kålsommerfugl
Skovrandøje
Stor Kålsommerfugl
Grønåret kålsommerfugl
Citronsommerfugl
Sømplet
Aurora
Nældesommerfugl
Blankplettet tandbuk
Skorpionstæge
Blå Libel
Grøn smaragdlibel



Ingen kommentarer:

Send en kommentar