lørdag den 19. april 2014

Kultentur til Samsø - Onsdag d. 16. - torsdag d. 17. april 2014

Kultentur til Samsø - Onsdag d. 16. - torsdag d. 17. april 2014

"Påskeferie midt i april! Lad os så komme i felten!"

Men hvor tager man hen i det tidlige forår? Et sted med fugle, blomster, biller og alt mulig andet. Et godt overdrev med varme sydvendte skråninger. Nordby Bakker på Samsø.

I april blomstrer kobjælder, kornet stenbræk, vår-gæslingeblomst og hulkravet kodriver. Spurvehøge, musvåger, dværgfalke og fiskeørne trækker mod nord. De tidligste arter af vilde bier samler pollen og nektar i de blomstrende slåen-  og mirabelbuske. Sjældne møgbiller i kolort. Livet er virkelig vendt tilbage efter det lange vinterhi.

Et herligt oplæg til en forhåbentlig herlig tur. Vejret havde været godt i ugerne op til og var også fint på turen. Desværre var det begyndt at blæse en del og især på 2. dagen var der gang i blæsten.

Vi startede turen på Østerhede. Den ligger på østkysten af Samsø, lige der hvor øen er smallest. Heden bød på pænt med småfugle i form af tornirisk, gulspurve, stillitser og sanglærker. Der var ikke mange insekter på heden, men dem der var fremme var interessante. En af turens deltagere fandt en tæge, som efter beskrivelsen sandsynligvis er en stregtæge. En art der aldrig tidligere er registreret på øen. Spændende! Desværre blev tægen aldrig genfundet og dermed ikke sikkert bestemt.

Næste stop på turen var den nordligste del af Nordby Bakker. Her skulle der tjekkes bier, obses lidt fugletræk og registreres alt i blomstrende planter. Kornet stenbræk, vår-gæslingeblomst, flipkrave og vår-star stod i fuldt flor, mens bierne summede omkring i buskene med den halvstore rødpelset jordbi, som den mest iøjnefaldende art. 22 musvåger, en lille håndfuld spurvehøge, lidt rørhøge og en del småfugle trak mod nord med kurs mod Helgenæs 12 km væk på den anden side af vandet.

Pludselig dukkede to af turens deltagere op med et lille glas med et par dyr i. Ved nærmere inspektion viste det sig at være han og hun af stregtæge i parring. Fedt! Så lykkedes det alligevel at få en sikker bestemmelse af de meget sjældne tæger. Ny art for Samsø! Og så oveni købet en art, som har været i tilbagegang i mange år. Det giver lige stemningen et ekstra løft.

Torsdagen bød på vandringer langs den meget kuperede vestkyst på den nordlige del af øen. Målet var møgbiller, så der blev vendt utallige kolorte. Ret hurtigt stod det klart, at vi var for tidligt ude til at finde det helt store hit - månetorbist. Men heldigvis var der en masse andet at komme efter med arten stor møggraver, som det bedste fund. Derudvoer skal vi også nævne et fund af ca. 30 larvespind fra sommerfuglen okkergul pletvinge. Herligt at se dem efter det katastrofale år for arten i 2013.

Dagen bød i øvrigt på få, men gode fugle. Vandrefalk, tårnfalk, dværgfalk, rørhøge, spurvehøge, landsvaler og lidt andre småfugle.

Færgen sejlede fra Samsø ud på aftenen og markerede afslutningen på et par gode dage på øen.

Artsliste fra fugleognatur: http://bit.ly/1myjx6D

Ingen kommentarer:

Send en kommentar